Et linoliesystem

Fra alkyd til linoliesystem
Skroget har i mange år været malet med Hempels alkydoliemaling. Bunden primet med forskellige moderne primere på alkydoliebasis oven på en oprindelig blymønje.
Hele alkydsystemet er nu fjernet og i stedet har båden fået et linoliebaseret system. Du kan læse om linoliesystemet i min bog, “Et linoliesystem for træbåde”, som er udgivet på DFÆL Forlag.

Bogen kan både fås som almindelig trykt bog og som e-bog.
Bogen kan både fås som almindelig trykt bog og som e-bog.

Linoliesystemet består af en imprægnering af hele skroget med koldpresset linolie og derefter en linoliebaseret primer i bunden og linoliemaling eller fernis over vandlinien.

Af med det gamle
Jeg bruger en varmluftpistol og en stiv spartel eller en trekantskraber til at løsne gammel maling.
På fribordet gik det nemt, for det viste sig, at bordene havde fået et inderste lag af blymønje. Det er en linoliemaling, og den er delvist suget ind i overfladen. Linoliemaling laver ikke som alkydmaling de karakteristiske bobler ved opvarmning, men blir i stedet klæbrig, hvis den sidder i tykke lag. Det skyldes, at linoliemalingen tillader fugtdamp at slippe ud gennem malingen, medens alkydmalingen spærrer for fugten, som så danner en dampboble inde bag ved.

Under vandlinien er arbejdet betydelig vanskeligere. Gammel bundmaling og primer er blandet sammen og danner en til tider ganske genstridig blød masse. Arbejdsstillingen under båden er heller ikke den bedste. Alt i alt en slidsom opgave, der tager sin tid. Men der er ingen genveje.

Malingen er ved at blive skrabet af, under den sidder gammel primer.
Malingen er ved at blive skrabet af, under den sidder gammel primer.

De renskrabede bord skal slibes. Der sidder altid en del malingrester eller små klumper af brændt maling tilbage. Jeg bruger en 150mm Metabo excentersliber til det første grove. Den skal håndteres meget varsomt, så man ikke sliber kanterne ned eller laver grimme slibemærker ind i bordet. En rystepudser laver det fine. Og så bruger jeg en lille slibemus til de svære kroge og hjørner.
Første slibning er ganske let, og skal bare fjerne opstikkende malingrester og ujævnheder. Her bruger jeg er groft papir, 80 korn. Derefter sliber jeg med mellemfint papir, 120 til 180 korn. Det giver en flade, hvor malingen hæfter godt, og som ikke er grovere, end den kan få finish med spartling.
Undersiden af de enkelte bord er nemmest at slibe med en god lang slibeklods eller musen.
Jeg sliber ikke ind til en træren overflade, men søger at bevare blymønjen mest mulig. Den gamle maling fungerer som en slags filler i de utallige små ujævnheder på overfladen. Og på grund af blymønjen bruger jeg selv maske og er dækket helt til – og har en industristøvsuger med filter koblet til slibemaskinen.

Imprægnering
Skroget stryges efter slibningen med koldpresset linolie tilsat fungicid fra køl til fenderliste. Nogle steder er én strygning nok, men det meste skal have gentagne strygninger, før træets overflade er mættet. Når overfladen stadig ser våd ud efter et døgn er den mættet. Så tørrer jeg hele skroget af med gamle bomuldsklude, ind til det står mat. Kludene brænder jeg umiddelbart efter ude på bådpladsen. De kan jo nemt selvantænde og må ikke efterlades. Man kan også lægge dem i en spand vand.

Kit over klinkerne
Klinkernes hoveder sidder forsænket i bordene. Hullerne er kittede, og den gamle kit er tørret ud. Det ville ikke have sket, hvis båden var linoliemalet og overfladen hvert år var strøget over med linolie. Men nu skal de gamle kitninger fornyes med frisk linoliekit. Imprægneringsolien har blødgjort de gamle spartlinger noget, så det er nemt at kradse dem ud. Når det er gjort, dupper jeg hvert kithul med en pensel dyppet i kogt linolie. Dagen efter kitter jeg så. På den måde er hullets sider fyldt med linolie, og kittets olie bliver, hvor den skal være, nemlig i kittet, i stedet for at blive suget ind i træet.

Her er hele skroget primet med jernmønje. Jeg kunne også have valgt en hvid linioliemaling som primer på fribordet, men jeg kan godt li jernmønjen som bund for spartling.
Her er hele skroget primet med jernmønje. Jeg kunne også have valgt en hvid linioliemaling som primer på fribordet, men jeg kan godt li jernmønjen som bund for spartling.

Grunding og maling af bunden
Den gamle blymønje er jo en grunder, og den er 50% intakt over vandlinien. Men under vandlinien er den ganske slidt. Så der skal en ny grundmaling til, eller primer som man også siger. Blymønje kan ikke købes i almindelig handel, og det er også en meget giftig maling. I stedet kan man bruge jernmønje. Det er en linoliemaling med pigmentet Hæmatit.

Bunden skal have mindst tre lag jernmønje, og hvert lag bør hærde op i 3-4 dage. Om vinteren tager hærdningen betydelig længere tid. Mønjen er altså både grunder og primer. Den danner et slidstærkt og vandtæt lag. Men tillader stadig vanddamp at slippe ud fra bordene. Derfor får man meget få og ofte slet ingen malingslip på en mønjemalet bund.

Jernmønjen stryges på med en stiv ringpensel i så tyndt, dækkende lag som muligt. Der må absolut ikke sidde tyk maling, for den vil så kun hærde på overfladen og blive til en geleagtig masse under skindet. Derfor trækker man malingen godt ud på fladen med den stive pensel.

Når den første gang er hærdet, spartler jeg ujævnheder med almindelig linoliekit. Man kan i øvrigt mærke om malingen er hærdet ved at trække en negl hen over den. Hænger neglen fast i malingen, er den ikke hærdet nok. Er der brug for at tætne mere omfattende f.eks. med bitumen (f.eks. Hempels Proof eller Internationals Tät) venter det til sidste lag mønje er hærdet.

Fribordet
Jeg grundede fribordet med jernmønje. Kunne også have grundet med den hvide maling, som alligevel skal bruges. Men jernmønjen synes jeg giver en god grund at spartle og finslibe på. Fribordet males med en almindelig hvid linoliemaling. Man kan tilsætte lidt ekstra zinkhvidt, som gør malingen lidt hårdere og slidstærk. Bordene males på samme måde som bunden – med en stiv ringpensel, og malingen trækkes godt ud over fladen. Ingen klatter af tyk maling nogen steder!

Når det første lag maling er hærdet – i mit tilfælde den røde jernmønje – kan der spartles med en spartelmaling. Det er en blanding af meget fint kridt, linolie og vand. Du finder opskriften i min samling. Vær opmærksom på, at linoliemaling først er helt gennemhærdet efter ca. 6 uger, og i koldt vejr kan det tage endnu længere. Før malingen er hærdet kan man ikke spartle. Så man kan sagtens vente med spartlingen til næste sæson. Det bliver resultatet kun bedre af.

Spartelfarven er meget behagelig at arbejde med, men det er vigtigt, at man ikke lægger et tykt lag på. Man kan kun fylde små sprækker og ujævnheder, og ikke lægge et lag på hele overfladen. Jeg bruger en god fjedrende metalspartel omkring 6 cm bred. Spartelfarven tørrer ikke i de fire timer, jeg har den i en plastskål. Men så snart den er smurt ud på fladen, begynder den at tørre.

Spartelfarven hærder i nogle dage. Så sliber jeg den let med sandpapir på en klods. Skal fribordet blive helt perfekt, skal man slibe for hånd med papir på en lang slibeklods af krydsfinér. Den former sig elastisk efter bordets krumning. Med håndslibning er det næsten umuligt at slibe hulninger ind i fribordet – med slibemaskinen er det nærmest omvendt. Det er omhyggeligheden ved denne slibning der bestemmer, hvor pænt det endelige resultat bliver.
20130325_155223
Nu males andet lag. Malingen er den samme hele vejen igennem, med mindre man har valgt at grundmale med mønje. Så er det lagene oven på mønjen, der er ens.

Tredje lag er sidste lag. Tilsætter man max 10% standolie, bliver malingen en smule blankere og mere slidstærk. Standolie er kogt linolie, der er yderligere opvarmet over meget lang tid. Det danner en olie, der er tyk som sirup.

Bundmaling og vandlinie
Jernmønjen er bundens primer, og den skal males over med en blød bundmaling. Jeg bruger Hempels bløde bundmaling til træbåde, men der findes mange fabrikater at vælge mellem.
Bundmalingen skal først påføres kort tid før søsætningen. Læs på produktet, hvor mange dage båden kan stå bundmalet på land uden at bundmalingen bliver forringet.
Jeg laver ikke en vandlinie i afvigende farve, men maler 029-2bundmalingen et par cm op over fribordsmalingen. Når bundmalingen er tør, maskerer jeg en vandlinie med malertape og stryger vandlinien med samme fernis, som jeg bruger til træværket på båden eller blot med kogt linolie (linoliefernis). Resultatet er en vandlinie, der er synlig, men som afviger ganske lidt fra bunden i øvrigt. Diskret og praktisk – vandlinien er blevet forstærket og er klar til det ekstra slid, der er på bordene i området ved vandoverfladen.