Ruftag bådhistorisk

Mange brugsbåde havde et ruf, typisk dækket med lister af fyr i lidt svagere dimension end dækket. På de første lystbåde (kragejoller) havde man ruf af tilsvarende karakter. Det var den gang rorgængeren ofte sad en en lille brønd helt agter, og så var der dæk mellem ham og ruffet, evt. men en fordybning, så man kunne side på dækket med benene i fordybningen. Det udviklede sig til egentlige cockpits, og rorgængerbrønden agter forsvandt. Med øget risiko for bordfyldning i grov sø!
Ruffene var typisk bygget med sider og tagbjælker af egetræ, mens selve tagfladen var af fyrretræ. Fra Chr. Nielsens registrering af danske brugsbåde kender vi typiske dimensioner for klædning, spanter m.v. Men selve ruftaget nævner han ikke. Tegningerne viser i nogle tilfælde tagklædning af fyr i mindre dimensioner end dækket.
Taget er jo ikke beregnet til at blive gået og arbejdet på som et dæk. Men det skal naturligvis kunne holde, også til at blive gået på.
Et fyrretræsdæk på en lystbåd med dæksbjælkeafstand på 250 mm kræver mindst 20 mm tykke fyrretræslister. Ved større afstand skal dimensionen på listen øges. (På basis af den svenske måleregel for skærgårdskrydsere).
Jeg har fundet et parti fyrretræ gulvbrædder af god kvalitet – de er lagt i 1950erne – og er i dimensionen 20×90 mm. Jeg skærer dem til 20×70 mm. Dækker med lærred. Lærred blev brugt allerede i 1850erne til letvægts kanoer. Udbredt praksis på lystbåde. Men vist nok ikke på brugsbåde, selv om jeg har set det bl.a. på taget af kutters styrehuse.