Gaffelbommen

Sprays gaffel er lavet af et stykke af en mast fra en ødelagt Piratjolle. Den passer nogenlunde med de nødvendige dimensioner. Gaffelkloen er lavet af to stykker krumvokset eg, hvor det lykkedes at få årerne til at følge kloens bøjning ganske godt. Ellers ville jeg som nødløsning have valgt at laminere kloen i ask. Eg limer ikke så godt.

Kloen sidder på gaflen med tre gennemgående 10 mm rustfri bolte. Mastens diameter er ca. 130 mm så jeg lavede kloens indre diameter knap 140 mm. Det gav plads nok til at kloen kunne beklædes med læder og så alligevel have en vis frigang.

Gaflens gamle lak blev varmet af, og derefter blev den smurt med linolie og senere ferniseret med LeTonkinoise traditionel.

Kloen af eg lå og søbede i linolie en uges tid, blev tørret af og efter en uge ferniseret 8 gange. Da kloens var monteret – og fladerne mellem klo og gaffel smurt med en blanding af bivoks og trætjære inden fastspændingen af boltene, blev den klædt med læder. Her skar jeg en gammel solid taske op og fæstnede stykkerne med korte, kraftige kobbersøm. Læderet smøres jævnligt med læderfedt. Og til sidst, da gaflen var på sin plads, monterede jeg et rakkereb med kloder – et tyndt stykke stærkt reb mellem de to kløer, bag om masten. På dette sidder 10 trækugler af ask (kloder). Rakkerebet forhindrer kloen i at falde ud fra masten og tovværk i at komme i klemme mellem klo og mast – og kloderne forhindrer det tynde tov i at bide sig fast i masten. Kloderne købte jeg via nettet hos Classic Marine i England. Kloderne lå i linolie i en måned, inden de blev taget i brug.

Inde ved masten hales gaflen op via klofaldet. Det er gjort fast på gaflen i et beslag, som går tværs gennem gaflen og hvor en de gennemgående bolte, der holder gaffelkloen, også går gennem beslaget til klofaldet. Samme beslag har under kloen en sjælkel til at gøre sejlet fast i. På den måde leder trækket i klofaldet direkte ned i sejlet og tager gaflen med samtidig.

Gaflens ydre ende har jeg ind til ikke afsluttet endnu, fordi jeg er usikker på, hvor lang den bør være, når jeg får lavet et topsejl. Der skal også monteres en lille blok til flagspil.

Næsten ingen vind på Isefjorden, gaffelbommen ses tydeligt. Her bruger vi stadig de gamle mastebeslag fra bermudariggen.
Næsten ingen vind på Isefjorden, gaffelbommen ses tydeligt. Her bruger vi stadig de gamle mastebeslag fra bermudariggen og sallingshornene. Pikhalet går på billedet ikke ud til gaffelbommens ende, det gør det nu.